tirsdag den 9. marts 2010

Tirsdag den 9. marts - OSCAR og Mary & Max

OSCAR 2010


Så blev spændingen udløst og årets Oscar cirkus er forbi! Årets uddeling var måske alligevel lidt overraskende; AVATAR løb ikke med alle priserne som mange havde forventet. Det gjorde derimod den forholdsvis lille THE HURT LOCKER, filmen om en amerikansk bombeenhed i aktion i Irak. Filmen er pudsigt nok instrueret af James Camerons exkone, Kathryn Bigelow, og hun blev således den første kvindelige vinder af den eftertragtede Instruktør-Oscar.
'The Hurt Locker' er en overset film, som ikke har gjort meget væsen af sig. I USA er det første gang, at en film der har indspillet så lidt (15$ mill) har vundet så massivt. Her i Danmark havde den nogle uger i biograferne, så forsvandt den lidt, og dukkede op igen da den blev nomineret. Naturligvis vil den få betragtelig mere opmærksomhed nu, men der er desværre ikke plads til den her i Baltoppen Bio, hvor vi har et meget tætpakket repertoire det næste stykke tid.
Jeg har set filmen for nylig, og blev forbavset over, at en film kan være så interessant, god og spændende uden at jeg på noget tidspunkt følte sympati med nogen som helst i filmen. Det kan selvfølgelig også være en pointe i sig selv, men mærkeligt alligevel. Den er absolut anbefalelsesværdig og når du ikke at se den i biografen, så ved jeg vores lokale videopusher har den på hylden!

Til gengæld kan du glæde dig til at se en anden Oscarvinder i Baltoppen Bio: PRECIOUS.
En fremragende og bevægende film om den 16-årige afro-amerikanske pige Precious, der mildelst talt har et barsk liv i Harlem. Filmen vandt 2 Oscars, og vi glæder os til at vise den fra den 15. april og 2 uger frem!
Sæt X i kalenderen, den er ikke mindre end fantastisk!

Se listen over årets Oscar vindere her



Mary & Max



- og anbefalelsesværdig, det er denne voksne animationsfilm også! Den har jeg simpelthen presset ind i repertoiret til en sen eftermiddagsforestilling, hvor vi normalt ikke kører film på hverdage. Men jeg syntes ikke, at vi skulle snydes for denne lille geniale filmperle her i Ballerup!
Filmen handler om et venskab mellem to usædvanlige pennevenner: Mary, en ensom, kraftig 8-årig pige som bor i en forstad til Melbourne og Max, en 44-årig jødisk mand med Aspergers syndrom fra New York. Mary udvikler sig gennem teenageårene og Max går fra at være en midaldrende mand til at blive en ældre herre og deres samhørighed og det de har tilfælles overlever meget længere end så mange andre mere "normale" venskaber.
Ligesom i Elliot og Coombs Oscar-vindende animationskortfilm HARVIE KRUMPET, er Mary & MAX både morsom og gribende, når den tager tilskueren med på en rejse og udforsker venskab, autisme, konservering, psykiatri, alkoholisme, hvor babyer mon kommer fra, fedme, kleptomani, seksuelle forskelle, tillid, religiøse forskelle, agorafobi og mange flere af livets små som store overraskelser.
De to figurers stemmer er fremragende leverede af Philip Seymour Hoffman Toni Collette.
Kom selv og nyd den, men husk den kun er på plakaten en uge!



På gensyn i biografen!
Jan Boye Thomsen



søndag den 21. februar 2010

Søndag den 21. februar 2010 - Alice i Eventyrland og 3D i Baltoppen Bio

Alice i No-Mans-Land?

Der er ikke lang tid til, at vi kan få indfriet forventningerne til Tim Burtons nyeste opus: Alice i Eventyrland. Så heldige er biografgæsterne i England måske ikke, da forhandlingerne mellem Walt Disney Pictures og de engelske biografkæder er gået i hårdknude.

I film- og biografbranchen taler vi om et 'vindue', og det står for det tidsrum en premierefilm i biografen er om blive udgivet på DVD. DVD-salget er faldet drastisk de sidste par år, selvom man skulle tro det modsatte når man står i Ballerup Centret og køber heftigt ind til sin samling. Men netop fordi salget er faldet, vil det store hæderkronede filmselskab have sat ’vinduet’ ned fra 17 uger til 12 uger. Med andre ord, 5 ugers mindre biografkørsel uden DVD konkurrence.

De engelske biografkæder raser over denne beslutning, som efter sigende ikke er til diskussion men en ’take-it-or-leave-it’ situation. Og det er ikke kun de 5 uger der har fået sindet i kog, men også det faktum, at biograferne nu har investeret millioner af pund i digitale maskiner og 3D udstyr, for at kunne komme filminstrukørenes/distributørenes nye tekniske påfund i møde.

I skrivende stund er situationen i skak, ingen vil give sig. En lille biografkæde i England, der udgør ca 5% af markedet, vil dog gerne være med på de nye præmisser, så nogle englændere kommer dog til at kunne se den fantastiske film. Ironisk nok er 'Alice i Eventyrland' så britisk som det kan blive med en engelsk gift Tim Burton, bosiddende i London og med udsigt til en kæmpe Galla–verdenspremiere om en uge. Meget af filmen er i øvrigt også produceret i England, derfor er forventningerne høje: Boxoffice er estimeret til til £40 millioner. Der spilles måske Poker på et højt plan for uindviede, men indsatserne synes svimlende.

Hollænderne, og en del af Italien, er også svært utilfredse, og med et af de andre kæmpe selskabers – Warner Brothers – interesse for Disneys udmelding, så kan der opstå store og langstrakte forhandlinger fremover.

Men Ballerup er i denne omgang udenfor den farezone, og vi kan glæde os til at se filmen, som efter sigende skulle være fantastisk og rigtig 'Tim Burton'sk' !

 









3D i Baltoppen Bio ?

Alice i Eventyrland kommer ud i både 2D og 3D versioner, og når vi nu er ved disse dimensioner, så giver det mig en anledning til at knytte en kommentar om 3D i Baltoppen Bio.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg sidste år kiggede mistroisk på de første 3D film der dukkede op. Jeg syntes det var tydeligt, at man havde peppet halvdårlige manuskripter op med effektjageri, og brugte enhver lejlighed til at kaste ting ud i hovedet på biografpublikummet. Jeg var især ærgerlig over, at jeg hele tiden sad og tænkte, at NU ser jeg en 3D film, og dermed ikke rigtig levede mig ind i filmen. Måske var det kun en døgnflue.
Ikke desto mindre begyndte der at komme mere kontrol med effekterne, og med OP i efteråret 09 stod det klart, at 3D måske nok er en gimmick, men som med de rigtige mennesker bag brillerne kan bruges fornuftigt i filmens struktur. Med 'Avatar' lykkedes det mig at glemme brillerne helt, og det er der man skal have hen for at kunne betragte 3D film et seriøst bud på fremtidens komplette filmoplevelse.

At vise 3D anno 2010 er ikke bare spørgsmål om at tage nogle specielle briller på. Det kræver en voldsom stor investering i både digital cinema udstyr, og ekstra 3D udstyr. Derfor skal der en film som Avatar til at bryde gennem med, og det må den sandelig også siges at have gjort.

Når jeg kigger i produktionsplanerne for de næste 2 års biograffilm er det tydeligt, at vi som premierebiograf ikke kommer udenom 3D film. Der er hele 25 film på vej, og langt de fleste er børne-, ungdoms- eller familiefilm, et publikum som vi prioriterer højt i Baltoppen Bio. Men installation af 3D i en biograf er ikke bare lige. 3D Digital Cinema kommer kun i skræddersyet pakkeløsning.
For det paradoksale er, at man ikke ’bare kan vælge’ 3D film alene. Man SKAL have digital cinema udstyret som ’grundpakke’, og dermed bliver de danske biografer mere eller mindre ufrivilligt digitaliseret et stykke tid før end planlagt.
Man kunne ellers have forestillet sig en længere venteperiode med digitale maskiner, til en helt enig branche (filmdistributører, biografer, leverandører og Det Danske Filminstitut) trykkede på knappen samtidig. Det sker formodentlig ikke, da ingen biografer har lyst til at være de sidste til at ’ride med på bølgen’ af de største premierefilm der dukker op de næste par år. For det er store blockbusters som man kan se på dette link fra Kino.dk: http://www.kino.dk/Nyheder/2010/02/Guide-til-kommende-film-i-3D.aspx

Alt afhænger af øjnene der ser, men set gennem James Camerons $-D briller, har han med ’verdens største film’ en gang for alle fået gang i salget af 3D worldwide , og dermed også Digital Cinema. Det kan man kalde for indflydelse, eller måske det omvendte: Visioner. For det hører også med til historien, at Digital Cinema var kommet før eller senere, og var så moden, at der blot skulle den rigtige Blockbuster til at skubbe digitaliseringen i gang.

I disse måneder tager din lokalbiograf også stilling til Digital Cinema og 3D, og en forsigtig forudanelse er, at vi måske allerede viser 3D film når den nyeste Shrek får premiere til sommer!

Vi får se. Bogstaveligt talt.

I mellemtiden er det med at få set en masse film, der trods alt endnu fænger koncentrationen bedst i almindeligt 2D, og som stadig står som den bedste oplevelse, når man oplever filmene i de omgivelser de er producerede til: BIOGRAFEN!

Om vi skal se film i fremtiden med hjelm, briller eller antenner, så skal Baltoppen Bio nok være med i udviklingen, der mere og mere peger på den fuldendte Virtual Reality Filmoplevelse hvor man selv deltager i filmens handling. Og hvem vil ikke gerne spille overfor Johnny Depp eller Penelope Cruz ?!

Jan Boye Thomsen

fredag den 12. februar 2010

Tirsdag den 2. februar 2010

Vi er i gang med den store gennemgang af filmtitlerne som vi skal lægge mærke til i 2010, og i denne uge sætter vi luppen på computer animerede film, gysere og resten af den spændende filmpulje der venter! Jeg citerer igen frit fra en oversigt fra Danske Biografer:

Flere fantastiske film i år!

Ikke mindre end 20 helt eller delvis computeranimerede film vil se biografernes mørke i 2010, udover de allerede nævnte ”Shrek, den lykkelige” og ”Toy Story 3”, kommer også ”Planet 51” som oplever noget meget mærkeligt lande på deres klode; mennesket! ”Det regner med frikadeller” er den nysgerrighedsskabende titel på en film efter Judi og Ron Barretts bog. Med en blanding af auteur og mainstream præsenterer Wes Anderson os for ”Den fantastiske hr. Ræv” efter Roald Dahl’s børnebog. Intet år uden computeranimation fra DreamWorks Animation, 2010 bliver ingen indtagelse, idet hele 3 film fra dette selskab får premiere; udover ”Shrek, den lykkelige” kommer også ”Sådan træner du din drage” med vilde vikinger og ildsprudlende drager, samt ”Megamind” – en noget anderledes superhelte-historie. Warner har pudset en figur fra Hanna og Babera’s univers af, og udsender en fuldlængde biograffilm med ”Yogi Bear”. Universal blander sig også i det profitable computeranimationsområde og udsender ”Despicable Me”, om en skurk der vil stjæle månen. En noget mere dramatisk film inden for dette område venter os med Zack (”300”) Snyder’s ”Guardians of Ga’Hoole”. Livet i vildmarken for 2 ulve finder vi Alpha and Omega”. I strømmen af 3D-udsendelser af gamle film kommer ”Toy Story 1 og 2”, som bliver udsendt som opvarmning til 3’eren. (I øvrigt genudsender Disney også klassikeren ”Skønheden og udyret” i 3D). En prisbelønnet computeranimeret film bliver der også plads til; ”Mary og Max” fra Adam Elliot. Der er også en ganske speciel computeranimeret film på trapperne; Luc Besson’s ”Les aventures extraordinaires d’Adèle Blanc-Sec” om en populær forfatter og hendes måde at håndtere bejlere, politiet, uhyrer og andre distraktioner. 3 europæiske computeranimerede film finder også vej til de danske biografer; franske ”Dragon Hunters”, belgiske ”Around the World in 50 Years” og italienske ”Winx Club – Det fortabte kongerige”. Delvis computeranimerede film kommer vi også til at opleve; Fox vil, i den gode tradition dette selskab har med bl.a. ”Alvin”- og ”Garfield”-filmene, præsentere os for ”Marmaduke”, om verdens mest udisciplinerede hund. En genindspilning af ”Alice i eventyrland”, kan man jo tvivle lidt på behovet for, indtil man opdager Tim Burton står bag - en noget alternativ version venter forude. Ligeledes delvis computeranimeret er Warners satsning; ”Cats & Dogs: The Revenge of Kitty Galore”.

Øvrige film for hele familien Udover ovenstående computeranimerede film, som overvejende henvender sig til familiepublikummet, får vi også ”Luftens sidste mester” fra M. Night Shyamalan. Den gode gamle Disney-tegnefilm er tilbage med ”Prinsessen og frøen”, den første ”rigtigt” tegnede animationsfilm fra The Mouse House i flere år. I ”Narnia: Morgenvandrernes rejse” tager Fox over hvor Disney slap, de to foregående Narnia-film er set af hhv. 468.715 og 168.566. Filmatiseringen af Maurice klassiske børnebog ”Villy Vilddyr og landet med de vilde krabater”, om en ulydig lille dreng der skaber sin egen verden i skoven, hvor han hersker over vilde væsner. Fox satser stort på ”Percy Jackson og lyntyven” fra Chris Columbus, instruktøren bag bl.a. ”Alene hjemme” (324.900). Vi får også en ny tegnefilm fra Hayao Miyazaki’s hånd; ”Laputa – Castle in the Sky”. Publikums smag for gysere vil ikke blive forbigået Sam Neill, Willem Dafoe og Ethan Hawke er de stærke navne i ”Daybreakers”, hvor vi næsten alle sammen er blevet blodtørstige vampyrer. Genindspilningen af ”Stepfather” fra 1987, denne gang instrueret af Nelson McCormick. ”The Wolfman” får også sin 2010- opdatering med Benicio de Toro og Anthony Hopkins. Fra instruktøren af ”Paranormal Activity” kommer ”Area 51”, og denne gang er budgettet mangedoblet. I den garanteret selvmodsigende titel ”Don’t be Afraid of the Dark” møder vi Katie Holmes. ”Predators” er endnu engang på spil, den seneste i denne franchise blev set af 68.445. Noget så sjældent som et western-gys får vi i ”Jonah Hex” med Megan Fox og Will Arnett. Fjerde afsnit af ”Resident Evil”-serien, denne gang med eftertitlen ”Afterlife”, seneste udgave blev set af 19.454. Succes-opskrifter vil altid blive kopieret, som f.eks. romantiske gysere, hvilket ”Beastly” bevidner om. To film fra Scott Stewart med gyser-elementer i sig finder vi i ”Priest” og ”Legion”, om hhv. vampyrer og genfødslen af Messias. Og afslutningsvis gyserikonet ”Freddy” i en ny ”A Nightmare on Elm Street”.

Fuld drøn deruda’ Følgende film lover os hæsblæsende action i 2010; ”Red” med Bruce Willis og Morgan Freeman. John Travolta i ”From Paris with Love” fra instruktøren af den i Danmark beklageligvis totalt oversete ”Taken”. ”Book of Eli”, titlen referer til en hellig bog der kan redde menneskeheden i et postapokalyptisk USA, Denzel Washington er manden der vil dræbe for at beskytte den. Samme skuespiller viser virkelig en lyst til actionfilm i 2010, vi kan også glæde os til at se Washington i ”Unstoppable”, hvor han jagter et løbsk tog fyldt med giftige kemikalier. Matt Dillon er blandt røverne i filmen ”Takers”, hvor alt går perfekt, indtil deres planer forstyrres af en hårdkogt detektiv. Bradley Cooper og Liam Neeson fører an i ”The ATeam”, den amerikanske TV-serie, nu på det store lærred. Columbia genopliver en succesfuld franchise med ”The Karate Kid”, denne gang med Jackie Chan og Jaden Smidt (Will’s søn). Alle de gamle actionstjerner, Stallone, Schwarzenegger, Rourke, Statham og Lundgren, vil kunne ses i en og samme film ”The Expendables” om en gruppe lejesoldater på mission i Sydamerika. Jackie Chan er tilbage i ”The Spy Next Door”, hvor han påtager sig sit livs sværeste opgave; at passe kærestens 3 unger. Mens vi venter på næste afsnit at ”National Treasure” kommer Cage/Turteltaub med ”The Sorcerer’s Apprentice”. Angelina Jolie besætter atter en actionrolle i ”Salt”, hvor hun spiller CIA-agent, eller gør hun? Dwayne ”The Rock” Johnson, vi, som tidligere nævnt, også kommer til at se i den ”bløde” ”Tandfeen”, er langt mere hårdkogt i ”Faster”. ”Point Break” fra 1991, med bl.a. Patrick Swayze, får en fortsættelse; ”Point Break Indo”, med bl.a. Matt Gerald. Og så afslutter Disney året med en efterfølger til ”Tron” fra 1982; ”Tron Legacy”, af uransagelige årsager, kan det tilføjes med danske øjne; den originale film blev kun set af 28.371 her til lands. De store dramaer 2010 bringer os følgende romantiske dramaer; i ”Letters to Juliet” forsøger Amanda Seyfried at finde personerne bag et brev mellem elskende. I Lasse Halsström’s ”Dear John” forelsker en soldat på orlov sig. Sam Worthington befinder sig mellem Kiera Knightley og Eva Mendes i ”Last Night”, some guys have all the luck. Mads Mikkelsen og Anna Mouglalis slår stilfærdige gnister i “Coco Chanel & Igor Stravinski”. I ”Remember Me” vil pigerne sukke tungt over Robert Pattison, vampyren fra ”Twilight Saga”. Romantisk breakdance-drama finder vi i ”Step Up 3D”. Kristin Scott Thomas er villig til at opgive alt og udleve sin lidenskab til det yderste i ”Lykken er lunefuld”. Et par ”sværd og sandal”-film er der store forventninger til, med den succes ”300” (145.848) og ”Troja” (370.222) er kommet til del; først får vi en ny version af ”Titanernes kamp” med Sam Worthington, frisk fra ”Avatar”, og dernæst ”The Eagle of the Ninth”, fra instruktøren bag ”The Last King of Scotland”. 2 eventyrdramaer; Nicolas Cage i ”Season of the Witch”, om hekse og riddere i fjortenhundredetallet, og ”Sanctum” om en livsfarlig ekspedition til verdens mindst tilgængelige – og endnu uopdagede – undervandsgrotter. Et overflødighedshorn af de store stjerner venter os i den 5-dobbelt Golden Globe nominerede musical ”Nine”; Daniel Day-Lewis, Marion Cotillard, Penélope Cruz, Nicole Kidman, Judi Dench, Stacy Ferguson, Kate Hudson og Sophia Loren, om en stor italiensk filminstruktør i 60’erne, der bl.a. lavede ”8½” – læg selv til. Højspændt drama finder vi i Oliver Stone’s ”Wall Street 2: Money Never Sleeps” med Michael Douglas, Shia LaBeouf og Susan Sarandon. Det melodramatiske for frit løb i Scott ”The Shine” Hicks’ ”The Boys are back in Town” om en far, (Clive Owen) der pludselig bliver alene med sine 2 sønner. De øvrige dramaer i 2010 vil indbefatte; ”Alle andre” fra den tyske instruktør Maren Ade, som fik tildelt Juryens store pris ved filmfestivalen i Berlin for hendes indsats. Paul Giamatti’s tour-de-force i ”Cold Souls”, hvor han spiller sig selv. ”Twelve” er titlen på veteranen Joel Schumacher’s film om en ung pusher i overhalingsbanen. Den sande historie om Mirco Mencacci, som trods sin blindhed er en af italiensk films dygtigste lydklippere, i filmen ”Rød som himlen”. Og så kommer der et ”must” for alle John Lennon-fans; ”Nowhere Boy” om ikonets barndom. ”Fish Tank” er en engelsk film om de svære, svære teenage-år. I ”Extraordinary Measures” spiller Harrison Ford forskeren som har en kur mod en sjælden genetisk forstyrrelse. ”A Single Man” er et drama om at miste, og har Colin Firth og Julianne Moore i hovedrollerne. Colin Farrell tabte sig 20 kg for at opnå det rette forpinte udtryk i ”Triage”, om en fotografs kone der sætter sig for at finde ud af hvorfor ægtemanden vendte hjem, efter en opgave, uden sin kollega. Krigens (u)væsen får vi på tæt hold i ”Libanon”, vinderen af Guldbjørnen ved filmfestivalen i Venedig. Den norske pendant til ”Flammen og Citronen” før vi med ”Frihedskæmperen Max Manus”. Vinderen af de gyldne palmer i Cannes 2009; Michael Haneke’s ”Det hvide bånd”. Lee Curtis’ drama ”Precious”, som kommer til Danmark efter stor succes i USA og et hav af publikumspriser fra forskellige festivaler. Clint Eastwood kommer med ”Invictus”, om tiden efter apartheids fald i Sydafrika. Peter Jackson’s første film efter ”Ringenes Herre”-trologien er ”The Lovely Bones” med Mark Wahlberg og Rachel Weisz. En film som anskueliggør menneskets rovdrift, når det er værst, kan opleves i ”The Cove”, en dokumentarfilm af Louis Psihovos. Et drama om kvindeundertrykkelse får vi gennem instruktøren Sherry Horman’s linse i ”Ørkenblomst”. USA om USA i 70’erne får vi i ”Lymelife”, en film af Derick Martini. Lone Scherfig giver os ”An Education” om forholdet mellem en meget ung pige og en noget ældre mand. Den altid spændende Atom Egoyan præsenterer os for ”Chloe”, om jalousi som løber løbsk. En af USA’s mest begavede instruktører, Terrence Mallick, beriger os med ”The Tree of Life”, en hymne til livet. Fra Argentina får vi krimidramaet ”Secret in Their Eyes”. Julia Roberts laver atter film på samlebånd; udover ”Valentine’s Day”, kommer vi også til at se hende i ”Spis, bed, elsk”, baseret på Elizabeth Gilbert’s erindringer. Susanne Bier’s ”Brødre” kommer i amerikaniseret udgave; ”Brothers” med Jake Gyllenhaal, Natalie Portman og Tobey Mcguire. Engelsk films forelskelse i arbejderklassen bliver endnu engang bevist i den sikkert selvmodsigende titel ”We Want Sex”, af instruktøren bag ”Calendar Girls”, Nigel Cole. Finanskrisens efterveer bliver behandlet i ”The Company Men” med flot besætning; Ben Affleck, Kevin Costner, Maria Bello, Tommy Lee Jones og Craig T. Nelson. ”Welcome” er en prisbelønnet fransk film om en irakisk drengs anstrengelser for at komme til England og pigen han elsker. Fænomenet Miley Cyrus fra ”Hannah Montana”, er tilbage i ”The Last Song”, hvor far og datter finder hinanden. Højspænding En række spændingsfilm kommer publikum også til at nyde godt af det kommende år; Mel Gibson er tilbage foran kameraet efter 6 års pause i Martin Campbell’s ”Edge of Darkness”, om en kriminalbetjent der undersøger datterens dødsfald. Mens vi venter på fortsættelsen af Bourne-sagaen kan tiden fordrives med Paul Greengrass’ ”Green Zone” med Matt Damon, som denne gang afslører sandheden bag Iraks angivelige masseødelæggelsesvåben. Det er også temaet i den politiske thriller ”Fair Game” med Sean Penn og Naomi Watts. Netop som du troede det var sikkert at stå på ski, kommer ”Frozen” om 3 skiløbere der strander på en skilift. Martin Scorsese samarbejder atter med Leonardo DiCaprio i thrilleren ”Shutter Island”. Robert Redford er både foran og bagved kameraet i ”The Company You Keep”, om en tidligere aktivist der forfølges af fortiden. Roman Polanski har færdiggjort sin ”Ghost” fra fængselscellen. Viggo Mortensen er tilbage i ”The Road” om en far, der sammen med sin søn, forsøger at overleve i et atombombet USA. Gode gamle Michael Caine er tilbage i den genre som banede hans karriere med ”Harry Brown”, om en ex-soldat på hævntogt. I John Madden’s ”The Debt” forfølges en Mossad-agent, i skikkelse af Sam Worthington, af fortiden. I en spændingsfilm grænsende til en gyser får danske Christian E. Christiansen sin amerikanske debut med ”The Roommate”. I ”Mona Lisa” bliver Mickey Rourke til stadighed bragt i faretruende situationer som chauffør for en escortpige, spillet af Eva Green. Det lyder ret bekendt, ik? I den skræmmende fremtidsthriller ”Repo Men” må Jude Law tage flugten inden fogeden finder ham og forlanger den vare tilbage, han er bagud på afdragene af … hans hjerte. I Austin Chick’s thriller ”Death of a Summer” er 3 unge oppe at toppes om en taske med penge, mens de rigtige ejermænd er lige i hælene på dem.

Torsdag den 21. januar 2010

Sidste uge fokuserede jeg på forventningerne til årest danske film. I denne udgave skal det handle om de ikke-danske film, som får premiere i år. Jeg citerer frit fra en oversigt fra Danske Biografer:

Noget at grine af ?

Ja, mon ikke! For året byder på en kaskade af komedier, helt nøjagtigt 45 – udover 7 danske – der nok skal sørge for at holde biografgængernes lattermuskler i topform. Blandt de komedier vi skal stifte bekendtskab med, finder vi ”Did you Hear About the Morgans?” hvor Hugh Grant og Sarah Jessica Parker ufrivilligt danner par. Meryl Streep danner til gengæld meget frivilligt par – på skift – med Alec Baldwin og Steve Martin i “Det’ indviklet” fra den træfsikre instruktør Nancy Meyers.

George Clooney får endnu engang kvinderne til at sukke med den 6-dobbelt Golden Globe nominerede ”Up in the Air”. Mere romantik finder vi i ”Valentine’s Day”, med et sandt overflødighedshorn af stjerner; Bradley Cooper, Anne Hathaway, Jessica Alba, Julia Roberts, Ashton Kutcher, Jennifer Garner og Shirley MacLaine, fra instruktøren af ”Pretty Woman”. Bruce Willisvil få os til at trække på smilebåndet af ”Cop Out”, om et par strømere, som vil bringe vort syn på politiets troværdighed et par streger ned. Og hvis ”Cop Out” ikke kan gøre det, vil ”The Other Guys”, med bl.a. Will Ferrell og Mark Wahlberg, helt sikkert sætte hovedet på sømmet. Og mens vi er ved actionkomedier, kan også ”Killers” nævnes, om et nygift par, der mistænker naboerne for at være snigmordere. I ”Meet the Fockers Sequel” forbereder familierne Focker og Byrnes sig til ankomsten af en lille ny Focker. Det meget feminine og det meget maskuline, i skikkelse af Jennifer Aniston og Gerard Butler, vil slå gnister i ”The Bounty Hunter”.

Mere sort humor finder vi i ”It’s a Wonderful Afterlife” om både ægteskab og seriemord. Fra instruktøren af “Den fabelagtige Amélie fra Montmartre” kommer ”Micmacs”. Harrison Ford holder fri fra de dramatiske roller med ”Morning Glory”. Fornøjelsen af en irsk komedie får vi også med ”I was Bono’s Doppelgänger”. I ”Everybody’s Fine” forsøger Robert De Niro at ”finde” sine børn. Fra producenten af ”Det’ bare mænd” kommer ”Machan”, om nogle fyre fra Sri Lanka som drømmer om Europa og rigdom.

En komedie med et stænk drama finder vi i ”Franske fristelser”. Hele 2 film behandler emnet ”kunstig befrugtning”; ”The Baster” med Jennifer Aniston og ”The Back Up Plan” med Jennifer Lopez. Den engelske komedie ”Stor opstandelsen” har fået sin amerikanske version med ”Death of a Funeral”. 3 familiekomedier bliver det også til; ”Nanny McPhee and the Big Bang”, ”Flurry Vengeance”, med Brendan Fraser og Brooke Shields, og ”Ramona og Beezus”, om en Emil fra Lønneberg-agtig pige. I afdelingen lidt ”skæve” komedier finder vi; ”I love You, Phillip Morris”, hvor Jim Carrey springer ud af skabet og ”Greenberg”, hvor Ben Stiller forsøger af finde sig selv. Blandt de mere løsslupne komedier finder vi bl.a. Regner Grastens amerikanske version af ”Kærlighed ved første hik”; ”The First time”, 2 komedier, fra en komiker som bare ikke rigtig kan slå igennem i Danmark; Steve Carrell, får vi med ”Dinner for Schmucks” om en mand har evnen til at ødelægge livet for enhver, som tilbringer mere end 5 minutter i hans selskab, og ”Date Night”, om en date der bare går helt galt. Spiritus har ofte spillet en væsentlig rolle i komedier, 2010 byder på ”Hot Tub Time Machine” om tidsrejser i fuldskab, og ”Mardi Gras”, hvor nogle kammerater forsøger at løbe hornene af sig i New Orleans. Fra manden bag sidste års største amerikanske komedie succes ”Tømmermænd i Vegas” får vi ”Due Date” med Robert Downey, Jr. Amerikanske komedier om bryllupper plejer at have succes, i år er der to; ”Family Wedding”, med Forest Whitaker, og ”You Again” med Sigourney Weaver og Jamie Lee Curtis. ”Give Him to the Greek” er fortsættelsen af ”Droppet af Sarah Marshall”, hvor rockstjernen Aldous Snow spiller den centrale rolle. Årets Adam Sandler-komedie hedder ”Grown Ups” om 5 venner der mødes 30 år efter de gik ud af high school. I filmen ”The Infidel” møder vi en troende muslim, der pludselig opdager han er adopteret – og i øvrigt viser sig at være jøde. Temaet ”ung almindelig fyr møder drømmepige” får vi et gensyn med i ”She’s Out of My League”. I ”Soul Kitchen” hyres en ny talentfuld kok, til stamkundernes store fortrydelse. Pige på frierfødder møder vi i ”Leap Year”, med Amy Adams. Knægten fra ”Juno” mister atter sin uskyld i ”Youth in Revolt”. Romantik i Rom møder vi i filmen ”When in Rome”, med Kristen Bell. Og så skal der afsluttes med to rimelig ”far out”-komedier: ”Tandfeen” med Dwayne ”The Rock” Johnson, og ”Kick-Ass”, hvor filmens slaglinje vist fortæller alt; ”Jeg kan ikke flyve, men jeg sparker røv!”.

Efterhånden som vi får mere kendskab til de mange film, finder vi ud af hvilke film der skal til Ballerup.

Og der er flere film på vej! I næste uge er fokus på de 20 mere eller mindre computer- animerede film, som forventes at have premiere i biograferne. Samtidig kigger vi også på bunken af familie-, spændings- og actionfilm, for ikke at glemme de romantiske dramaer!

Prinsessen og Frøen

Generel info

Baltoppen Bio har 3 forpremierer i nærmeste fremtid, hvoraf de to har Biografklub Danmark Rabat.

INVICTUS Fredag den 5. februar kl. 20.15 (med drink i Baltoppen Café fra kl. 19.30)

PRINSSESSEN & FRØEN (med dansk tale) lørdag og søndag 5. + 6. februar kl. 10.00

PARTERAPI Onsdag den 10. februar kl. 20.00

Har du forkærlighed for franske film, så skal du sætte x i kalenderen onsdag den 10. februar, hvor vi afholder månedens FRANSKE FILMONSDAG.

Kl. 12.00 og kl. 17.30 viser vi den fantastiske Le Concerte af Radu Mihaileanu. Det er nok en lille tilsnigelse fra min side, at kalde den fransk, men filmen er så fremragende, og der bliver jo trods alt talt fransk, når det prætentiøse fup-orkester ankommer til Paris.

Mere om denne film i næste uge.

Husk at få set en masse film, og helst i din lokale biograf!

Jan Boye Thomsen

Tirsdag den 12. januar 2010

Tirsdag den 12. januar 2010
Det er en kold tid, som vi lever i! Og så er det jo godt, at man kan gå i biografen og glemme vinteren et par timer. Og det er der rigtigt mange der gør i disse måneder. 2009 blev et rekordår i de danske biografer. På landsplan blev der solgt 14 millioner biografbilletter, og vi skal helt tilbage til 1983 for at finde lignende tal. Det var først og fremmest MILLENNIUM seriens 3 film, der helt overraskende gik direkte ind på vores radar. Det var der ikke mange der havde forudset, og tilsammen solgte de 3 film 2,2 millioner billetter. Det havde været dejligt, hvis de havde været danske, for det havde pyntet på det danske billetsalg, der sammenlagt kun sneg sig op til 2,4 millioner billetter. Et magert år for dansk film, hvor topscoreren var SORTE KUGLER med 400.000 billetter. Derefter fulgte HEADHUNTER og JULEFROKOSTEN.

De ikke-danske film tordnede deruad, og udover MILLENNIUM serien, så var det Harry Potter/Ice Age/Op der havde vores store interesse i 2009.

Sofarækken 

Alt i alt et fantastisk flot biograf- og filmår, hvor 3D åbnede vores øjne for en ’ny’ måde at se film på. Året sluttede med et brag af en film med verdenspremiere på James Camerons imponerende AVATAR.

Mens vi her i Baltoppen Bio går og vurderer 3D’s fremtid, så kaster vi projektøren på 2010, hvor lige så mange store filmoplevelser venter i kulissen. Og jeg glæder mig over, at se et stærkere dansk program.

25-30 danske film har premiere i 2010, bl.a. 3 ’seriefilm’: OLSENBANDEN PÅ DE BONEDE GULVE (computeraninmeret!), MINE SØSTERS BØRN 4 og FAR TIL FIRE PÅ JAPANSK. Så kommer der fortsættelserne REJSEN TIL SATURN 2, MAX PINLIG 2 og KARLA OG JONAS (nr.3). Det lyder lovende, og selv Erik Clausen har kastet sig ud i en fortsættelse til ’Ledsaget Udgang’ med filmen FRIHED PÅ PRØVE.

Instruktørene Boe, Fly, Winding-Refn, Vinterberg, Fischer Christensen, Bier, Staho og Arcel byder alle ind med film i år. Der lægges ud med Christoffer Boe’s meget sigende titel (forhåbentlig også om dansk film) ALTING BLIVER GODT IGEN med Jens Albinus og Paprika Steen. Så kommer Per Fly’s drama KVINDEN DER DRØMTE OM EN MAND, med Sonja Richter. Dernæst Nicolas Winding Refn’s vikinge-brag VALHALLA RISING med Mads Mikkelsen. Thomas Vinterberg’s SUBMARINO med Jacob Cedergren. Pernille Fischer Christensen’s FAMILIEN RHEINWALD med Jesper Christensen. Susanne Biers HÆVNEN med Mikael Persbrandt, Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen. Simon Staho’s JA. Og sidst på året kommer Nikolaj Arcel angiveligt med hele 2 film; SANDHEDEN OM MÆND med Thure Lindhardt, og det romantiske drama CAROLINE OG STRUENSE. Men 2010 giver også en række spillefilmsdebutanter chancen; Et af dansk films hidtil oversete talenter, Kasper Munk, præsenterer dramaet HOLD OM MIG med Charlotte Fich og Bjarne Henriksen. ”R” er titel på en film om det barske liv i et dansk fængsel, Michael Noer og Tobias Lindholm får her deres debut. Nicolo Donato’s allerede prisbelønnede drama BRODERSKAB med Thure Lindhardt. Meget omtalte Kasper Bech Holten prøver kræfter med filmmediet i JUAN, en ambitiøst anlagt moderne operafilm. RUSTUREN er en low-budget dansk gyser af Adam Neutzsky-Wulff. Den tidligere vært på DR2’s ”Premiere”, Mikkel Munch-Fals, kommer med dramaet GESPENSTER med bl.a. Bodil Jørgensen og Henrik Prip. SKYSKRABER er titlen på Rund Schjøtt’s instruktørdebut, en sort komedie med bl.a. Lukas Thorsteinsson og Marta Holm. Og sidste debutant er Louise N.D. Friedberg’s utrolig spændende EKSPERIMENTET med Ellen Hillingsø, om den danske stats forsøg på at veldressere et jæger- og samlersamfund. Men instruktører med få film bag sig, vil også markere sig i 2010; Shaky González præsentere os for DET GRÅ GULD, om pensionister på rov. Mobning er hovedtemaet i Oliver Ussing’s MIN ALLERBEDSTE FJENDE. Niels Gråbøl kommer med familiefilmen USYNLIGE VENNER med bl.a. søster Sofie, Lars Hjortshøj og Nicolas Bro. Men størst indspilningsmæssige forventninger er der nok til Kenneth Kainz’ komedie PARTERAPI med trekløveret Nikolaj Lie Kaas, Sidse Babett Knudsen og Søren Pilmark. Afslutningsvis går der rygter om yderligere 2 film i 2010; CIRKUS SARAGOSSA efter en roman af Camilla Hu¨bbe. og endelig FROKOST MED MOR, som angiveligt skulle basere sig på Youtube-filmen af samme navn, link: http://www.youtube.com/watch?v=gr9endKXUSM Der er velbegrundet håb om at 2-3 danske film vil besætte pladser på næste års top-10 liste.

Så vidt de kommende danske film i år, og som tidligere antydet, så ville det være underligt, hvis dansk film ikke ville kunne opnå et langt bedre resultat I 2010. Vi ikke har plads til alle disse titler i Baltoppen Bio, men vi regner med at køre så mange vi har plads til.

I næste udgave af SOFARÆKKEN sætter jeg fokus på de kommende ikke-danske premierer I 2010.

Indtil da, husk at få set en masse film, og helst i din lokale biograf!


Disse uger:

Inden længe åbner vi billetsalget til en forpremiere på den nye INVICTUS, om Nelson Mandela med Morgan Freeman i titelrollen (hvem ellers!). Tilmeld dig eventuelt vores nyhedsbrev, eller sign op på FACEBOOK for at få direkte besked.

Tirsdag den 19. kl. 20.30 har vi direkte OPERABIO – TRANSMISSION fra Bologna, Italien, med operaen SALOME.


Jan Boye Thomsen

Bliv fan og vind fribilletter!