søndag den 21. februar 2010

Søndag den 21. februar 2010 - Alice i Eventyrland og 3D i Baltoppen Bio

Alice i No-Mans-Land?

Der er ikke lang tid til, at vi kan få indfriet forventningerne til Tim Burtons nyeste opus: Alice i Eventyrland. Så heldige er biografgæsterne i England måske ikke, da forhandlingerne mellem Walt Disney Pictures og de engelske biografkæder er gået i hårdknude.

I film- og biografbranchen taler vi om et 'vindue', og det står for det tidsrum en premierefilm i biografen er om blive udgivet på DVD. DVD-salget er faldet drastisk de sidste par år, selvom man skulle tro det modsatte når man står i Ballerup Centret og køber heftigt ind til sin samling. Men netop fordi salget er faldet, vil det store hæderkronede filmselskab have sat ’vinduet’ ned fra 17 uger til 12 uger. Med andre ord, 5 ugers mindre biografkørsel uden DVD konkurrence.

De engelske biografkæder raser over denne beslutning, som efter sigende ikke er til diskussion men en ’take-it-or-leave-it’ situation. Og det er ikke kun de 5 uger der har fået sindet i kog, men også det faktum, at biograferne nu har investeret millioner af pund i digitale maskiner og 3D udstyr, for at kunne komme filminstrukørenes/distributørenes nye tekniske påfund i møde.

I skrivende stund er situationen i skak, ingen vil give sig. En lille biografkæde i England, der udgør ca 5% af markedet, vil dog gerne være med på de nye præmisser, så nogle englændere kommer dog til at kunne se den fantastiske film. Ironisk nok er 'Alice i Eventyrland' så britisk som det kan blive med en engelsk gift Tim Burton, bosiddende i London og med udsigt til en kæmpe Galla–verdenspremiere om en uge. Meget af filmen er i øvrigt også produceret i England, derfor er forventningerne høje: Boxoffice er estimeret til til £40 millioner. Der spilles måske Poker på et højt plan for uindviede, men indsatserne synes svimlende.

Hollænderne, og en del af Italien, er også svært utilfredse, og med et af de andre kæmpe selskabers – Warner Brothers – interesse for Disneys udmelding, så kan der opstå store og langstrakte forhandlinger fremover.

Men Ballerup er i denne omgang udenfor den farezone, og vi kan glæde os til at se filmen, som efter sigende skulle være fantastisk og rigtig 'Tim Burton'sk' !

 









3D i Baltoppen Bio ?

Alice i Eventyrland kommer ud i både 2D og 3D versioner, og når vi nu er ved disse dimensioner, så giver det mig en anledning til at knytte en kommentar om 3D i Baltoppen Bio.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg sidste år kiggede mistroisk på de første 3D film der dukkede op. Jeg syntes det var tydeligt, at man havde peppet halvdårlige manuskripter op med effektjageri, og brugte enhver lejlighed til at kaste ting ud i hovedet på biografpublikummet. Jeg var især ærgerlig over, at jeg hele tiden sad og tænkte, at NU ser jeg en 3D film, og dermed ikke rigtig levede mig ind i filmen. Måske var det kun en døgnflue.
Ikke desto mindre begyndte der at komme mere kontrol med effekterne, og med OP i efteråret 09 stod det klart, at 3D måske nok er en gimmick, men som med de rigtige mennesker bag brillerne kan bruges fornuftigt i filmens struktur. Med 'Avatar' lykkedes det mig at glemme brillerne helt, og det er der man skal have hen for at kunne betragte 3D film et seriøst bud på fremtidens komplette filmoplevelse.

At vise 3D anno 2010 er ikke bare spørgsmål om at tage nogle specielle briller på. Det kræver en voldsom stor investering i både digital cinema udstyr, og ekstra 3D udstyr. Derfor skal der en film som Avatar til at bryde gennem med, og det må den sandelig også siges at have gjort.

Når jeg kigger i produktionsplanerne for de næste 2 års biograffilm er det tydeligt, at vi som premierebiograf ikke kommer udenom 3D film. Der er hele 25 film på vej, og langt de fleste er børne-, ungdoms- eller familiefilm, et publikum som vi prioriterer højt i Baltoppen Bio. Men installation af 3D i en biograf er ikke bare lige. 3D Digital Cinema kommer kun i skræddersyet pakkeløsning.
For det paradoksale er, at man ikke ’bare kan vælge’ 3D film alene. Man SKAL have digital cinema udstyret som ’grundpakke’, og dermed bliver de danske biografer mere eller mindre ufrivilligt digitaliseret et stykke tid før end planlagt.
Man kunne ellers have forestillet sig en længere venteperiode med digitale maskiner, til en helt enig branche (filmdistributører, biografer, leverandører og Det Danske Filminstitut) trykkede på knappen samtidig. Det sker formodentlig ikke, da ingen biografer har lyst til at være de sidste til at ’ride med på bølgen’ af de største premierefilm der dukker op de næste par år. For det er store blockbusters som man kan se på dette link fra Kino.dk: http://www.kino.dk/Nyheder/2010/02/Guide-til-kommende-film-i-3D.aspx

Alt afhænger af øjnene der ser, men set gennem James Camerons $-D briller, har han med ’verdens største film’ en gang for alle fået gang i salget af 3D worldwide , og dermed også Digital Cinema. Det kan man kalde for indflydelse, eller måske det omvendte: Visioner. For det hører også med til historien, at Digital Cinema var kommet før eller senere, og var så moden, at der blot skulle den rigtige Blockbuster til at skubbe digitaliseringen i gang.

I disse måneder tager din lokalbiograf også stilling til Digital Cinema og 3D, og en forsigtig forudanelse er, at vi måske allerede viser 3D film når den nyeste Shrek får premiere til sommer!

Vi får se. Bogstaveligt talt.

I mellemtiden er det med at få set en masse film, der trods alt endnu fænger koncentrationen bedst i almindeligt 2D, og som stadig står som den bedste oplevelse, når man oplever filmene i de omgivelser de er producerede til: BIOGRAFEN!

Om vi skal se film i fremtiden med hjelm, briller eller antenner, så skal Baltoppen Bio nok være med i udviklingen, der mere og mere peger på den fuldendte Virtual Reality Filmoplevelse hvor man selv deltager i filmens handling. Og hvem vil ikke gerne spille overfor Johnny Depp eller Penelope Cruz ?!

Jan Boye Thomsen